at rejse & vente

at rejse og vente

jeg pakker 1 kilo bikini, et halvt kilo solcreme, en ekstra t-shirt og 7 kilo bøger

det er bare mig med rygsæk og uden plan – og en stak bøger som vokser sig større og mindre som årstiderne.

når jeg rejser, læser jeg. især fordi
når man rejser som jeg gør – uden planer – så er der MASSER af ventetid

så er der busser der er forsinkede, så er der udsolgt, så er der færger der kun sejler om søndagen, og i dag er det tirsdag

vente vente vente

vente

og så læser jeg. i stor stil. nogle gange kan jeg godt glemme hvad det egentlig betyder, oplevelsen af at kunne sætte sig ned og sluge en bog fra ende til anden. men når jeg rejser, husker jeg.

måske er det lidt ironisk at jeg er nødt til at rejse til et andet kontinent for at gøre noget som jeg ret beset ligeså godt kunne gøre derhjemme

men jeg holder på at det er noget helt andet.

jeg tror jeg oplever bøgerne, ordene anderledes og mere intenst når jeg står et vildtfremmed sted i verden og ikke aner hvad der kommer til at ske i morgen, i aften, eller bare om en time.

det giver mig en boble hvor jeg kan læse, hvor jeg ikke bliver forstyrret af tanker om vasketøj og indkøb og husk at ringe til mor

der er intet jeg hellere burde gøre end læse.

jeg har været glubsk og nedsvælget liv efter liv, og vil du kende mig, blot et enkelt af mine liv, må glubsk også du nedsvælge alle de andre

siger saleem, den smågale fortæller fra rushdies midnatsbørn.

og ved du hvad der er med saleem? saleem har fart på, han skal skynde sig, faktisk kan han slet ikke
vente

nu er tiden (som ikke længere har brug for mig) imidlertid ved at løbe ud. jeg fylder snart 31. måske. hvis min smuldrende, misbrugte krop tillader det. men jeg nærer intet håb om at redde mit liv og kan end ikke regne med at have bare tusind og én nat. jeg må arbejde hurtigt, hurtigere end scheherazade, hvis jeg skal ende med at betyde – ja, betyde – noget: jeg indrømmer at mere end alt andet frygter jeg det betydnings-, meningsløse, absurde.

og der er så mange historier at fortælle, alt for mange, en sådan overflod af indihinandenvævede
begivenheder mirakler steder rygter
en så koncentreret blanding af det usandsynlige og det banale! jeg har været glubsk og nedsvælget liv efter liv, og vil du kende mig, blot et enkelt af mine liv, må glubsk også du nedsvælge alle de andre.