de liderlige gamle mænd og jeg (part one)

indrømmet: jeg har en svaghed for liderlige gamle mænd. forrykte, fordømte eller downright ulækre? – jeg låver og loller og læser mere.

igennem mit ikke særligt lange liv er der især tre gamle liderlige mænd hvis værker jeg har haft svært ved at slippe, det er som om det aldrig bliver kedeligt at dykke ned i menneskets sjaskede dyb sammen med dem. jeg taler selvfølgelig om treenigheden henry miller, charles bukowski og michel houellebecq.

men hvad har jeg egentlig gang i?

henry-miller-5

henry miller. da krebsens vendekreds udkom i 1934, blev den forbudt i frihedens og guds eget land – for sit brutale og vulgære sprog. den amerikanske stat betragtede bogen som moralsk fordærvende, og det var først i begyndelsen af 60erne at den dukkede op på hylderne igen for real. det var også først deromkring at den fik særlig stor opmærksomhed i danmark.

krebsens vendekreds er en selvbiografisk roman om millers eskapader i 30ernes paris, i dag ville vi sikkert have givet den betegnelsen autofiktion eller noget tilsvarende irriterende?

som anaïs nin, hans elskerinde og måske sjælebeslægtede forfatterkollega, udtrykker det i forordet til krebsens vendekreds, så havde miller evnen til “at chokere og rive de livløse ud af deres dybe tornerosesøvn”. millers forfatterskab var (i hvert fald dengang?) en selvtilfreds lussing til det pæne borgerskabs moral. for ja, drifterne blev ikke ligefrem holdt tilbage, og i en historisk kontekst havde værkerne en emancipatorisk kraft som rakte langt ud over det literære. millers betydning for beat-generationens forfattere, fx kerouac og ginsberg, og bare sådan generelt 60ernes seksuelle frigørelse kan vist ikke undervurderes.

men (der skulle komme et men, ikk?) hvor millers værker engang blev anset som subversive, progressive og frigørende, så er jeg ikke sikker på at de bliver læst sådan i dag

der var allerede (nogle) feminister i 70erne der mente at millers seksuelle udfoldelser langt fra var frigørende, men snarere medvirkede til at konstruere et ligeså forkvaklet seksualitet som den borgerskabet hævdede, bare i en lidt anden retning. fx hende her kate millet som har skrevet sexual politics fra 1970 (alene titlen siger en masse, synes du ikke?), hun syntes mest bare at miller var med til at understøtte patriarkalske strukturer og objektivisering af kvinden. same old, same old.

nå men. det løser selvfølgelig ikke hvordan man skal tænke om miller i dag. skal han ha sig en trigger warning, eller skal vi gentage alt det der med at liderlighed og lyst ikke skal være skamfuldt, men befriende?

nu findes der ord som hverdagssexisme og krænkelsesjunkie og sexnegativitet

og hvornår er vi egentlig frie? (jeg ved det ikke, gør du)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s